Der er mange gode oplevelser i Frederikssund og omegn. Den nordsjællandske by kan dateres til 1578 og har en lang række charmerende huse, hvoraf flere ligger omkring det hyggelige torv.
Frederikssund Kommune er delt af Roskilde Fjord. Selve byen ligger på den østlige side af fjorden, mens du på Hornsherred finder smuk natur og flere historiske steder.
Oplevelser i Frederikssund – det skal du se, gøre og lave
Vores forslag til, hvad du skal lave i Frederikssund er alsidige med aktiviteter og seværdigheder for både børn og voksne. Vi håber, du finder inspiration til din ferie uanset om du er til f.eks. smuk natur, aktiv ferie eller kunst, kultur og historie.
Læs mere herunder, hvor vi præsenterer et stort udvalg af oplevelser og aktiviteter i Frederikssund.
1. Se flot kunst på Willumsen Museum
Willumsen Museum har som navnet antyder fokus på værker af J.F. Willumsen, der var en af de mest betydningsfulde danske kunstnere i det 20. århundrede.
Museet har en omfattende samling af Willumsens malerier, skulpturer, keramik og grafiske værker. Der er både faste og skiftende udstillinger såvel som events, der f.eks. kan være billedskole og familiesøndag. Se mere om udstillinger, åbningstider og udstillinger på museets hjemmeside.
2. Oplev det årlige vikingespil og shop på markedet
Hvert år i slutningen af juni og starten af juli kan du opleve det imponerende vikingespil, hvor ca. 250 børn og voksne medvirker i forestillingen, der foregår på en stor friluftsscene.
I forbindelse med vikingespillet, hvor temaet er danske vikingesagn, er der marked og mulighed for at få lidt at spise. Du kan også tage med på en guidet rundvisning på den flotte boplads. Se mere om Frederikssund Vikingespil.
Vores valg til overnatning i Frederikssund: Gerlev Kro
3. Besøg det fine Jægerspris Slot (og se Grevinde Danners grav)
Fra Frederikssund centrum kan du tage Kronprins Frederiks Bro over Roskilde Fjord for at besøge Jægerspris Slot. Engang lå her en kongsgård, men den blev senere udvidet til et egentligt slot (billedet øverst).
Jægerspris Slot er mest kendt for at være Grevinde Danners hjem. Hun fik slottet i gave af hendes mand kong Frederik 7. Du kan gå indenfor på slottet for se bl.a værelser, gemakker og flotte møbler foruden en stor våbensamling.
Udover det historiske slot er der også skiftende udstillinger på Jægerspris Slot, der er omgivet af en større park og mindelund. I parken kan du se Grevinde Danners åbne gravhøj.
4. Bo godt i Frederikssund
Det vrimler ikke ligefrem med overnatningssteder i Frederikssund. Vil du være sikker på at bo godt er det nødvendigt at søge udenfor centrum. Du kan f.eks. se nærmere på den populære Gerlev Kro, der ligger ca. 5 km fra Frederikssund. Kroen er på vores liste over Danmarks bedste kroer.
Er der udsolgt på Gerlev Kro (også god mad), kan du prøve på Femhøj, der har samme ejere. Et sted med rigtig gode anmeldelser er Strandsegårds ferielejligheder, der ligger ca. 7 km nord for Frederikssund.
5. Spis lækker mad på Toldboden
Toldboden på havnen i Frederikssund er uden tvivl en af de bedste restauranter på denne del af Sjælland. Her serverer man lækker mad lavet af friske kvalitetsråvarer i sæson.
Køkkenet er moderne og innovativt med nordisk/fransk inspiration. Menukortet skifter jævnligt og indeholder udover á la carte også en tasting-menu på fire eller fem retter. Det er muligt at tilkøbe vinmenu. Et dejligt sted, der har åbent til frokost og aften. Se mere om Toldboden.
6. Lær om dem lokale historie på Frederikssund Museum – Færgegården
I gamle dage var der færgefart det korte stykke over Roskilde Fjord. Færgen forbandt Frederikssund med Hornsherred, og i den gamle Færgegård ligger nu Frederikssund Museum.
Her kan du lære mere om livet omkring Roskilde Fjord ved hjælp af bl.a. billeder, plancher, arkæologiske fund og historiske genstande. Færgegården har også en skøn have og er vært ved en lang række arrangementer.
7. Tag en tur på stranden
Der er også mulighed for at tage en tur på stranden i Frederikssund. Ca. 2,5 km syd for centrum ligger Marbæk Strandpark, der har fået tildelt Det Blå Flag.
Stranden er lavvandet med sand og lidt småsten – det gælder også i vandet. Der er badebro og faciliteter som parkering og toiletter. Husk badesikkerheden – tjek de 8 baderåd her.
8. Besøg det historiske Selsø Slot
På Hornsherred, ca. 18 km syd for Frederikssund, kan du besøge Selsø Slot, der er en flot herregård opført i 1576. Slottet har været ejet af flere adelsfamilier som Ulfeldt, Skeel og von Plessen.
Du kan tage en tur rundt på slottet, der bl.a. fungerer som museum, hvor du kan se trykte tapeter, smukke baroksale, Hendrick Krocks vægmalerier og selvfølgelig alt det fine interiør. Se mere om Herregårdsmuseet Selsø Slot.
9. Lær om krudt og kugler på Krudtværksmuseet i Frederiksværk
Ca. 16 km nord for Frederikssund kan du besøge Frederiksværk, der i en lang årrække havde en omfattende produktion af krudt, kugler og våben.
På Krudtværksmuseet kan du lære mere om fremstilling af krudt, der ikke var helt ufarlig. Rundt om i byen er der mange andre historiske bygninger, der har været en del af den store produktion af våben. Download app’en Useeum, der indeholder en audioguide til en byvandring i Frederiksværk.
Frederiksværks vigtige rolle i historien har givet byen en plads på listen over 25 industriminder i Danmark, og den er også en del af European Route of Industrial Heritage over vigtig industriel kulturarv i Europa.
10. Spil en runde golf
I Frederikssund Golfklub er gæster velkommen. Her kan du udfordre dig selv på den let kuperede bane, der ligger naturskønt ved Roskilde Fjord.
Både nybegyndere og erfarne golfspillere vil uden tvivl finde banen spændende. Du kan se mere om golfklubben og hvordan du får adgang som gæst lige her.
11. Bliv klogere på krigshistorien på Egholm Museum
På Egholm Museum i Kirke Hyllinge (ca. 18 km fra Frederikssund) kan du se den imponerende 1500 m² store udstilling om 2. verdenskrig samlet af grundlæggeren Ole Falck.
Der er også udstillinger om jagt, 1. verdenskrig og slaget i 1864. I samlingen er der bl.a. kampvogne og et Draken jagerfly. Se mere om Egholm Museum.
12. Tag på en dejlig sommerhusferie
I Frederikssund ligger flere dejlige sommerhusområder. Der er masser af skønne huse at vælge mellem – du skal bare finde ud af om det skal være Vellerup, Dråby Huse eller populære Kulhuse.
Der er selvfølgelig mange andre muligheder, og udlejningshusene fås i alle prisklasser og størrelser. Skal du holde sommerhusferie i skoleferierne, så anbefaler vi, at du booker i god tid – især hvis du har særlige krav til huset. Find rabatkoder og last minute tilbud her.
13. Oplev Svanholm Gods
På Hornsherred, ca. 12 km fra Frederikssund, kan du besøge Svanholm Gods, der siden 1978 har fungeret som kollektiv med eget økologisk landbrug.
Du kan altid besøge cafeen og grøntsalget, men du har også mulighed for at tage med på en rundvisning og deltage i økodag, høstmarked og den årlige festival. Se mere om Svanholm Gods.
14. Hop på cyklen og følg cykelrute 40
Er du til aktiv ferie, så hop på cyklen og følg rute 40, der også kaldens Fjordstien. Rute 40 er hele 230 km lang, men du kan udvælge de etaper, du finder mest spændende.
Det kunne f.eks. være langs Roskilde Fjord og/eller Hornsherred. Undervejs er der masser af smuk natur og gode oplevelser. Se mere om cykelrute 40 her.