For tredje gang kan Hotel Vejlefjord kalde sig Jyllands bedste hotel. Den prestigefyldte titel blev tildelt ved årets Danish Travel Award, arrangeret af TravelMedia Nordic.
Vinderen er fundet gennem en omfattende brugerundersøgelse fra analyseinstituttet Epinion, og resultatet vækker både glæde og stolthed på det traditionsrige hotel ved fjorden nord for Vejle.
”Jeg er utrolig stolt af vores entusiastiske team, der hver dag skaber arbejdsglæde og trivsel – noget, der smitter direkte af på gæsterne. Prisen er også et resultat af, at vi løbende udvikler vores wellnessudbud efter gæsternes ønsker,” Flemming Jakobsen, direktør for Hotel Vejlefjord.
Nyt Thalasso Spa under åben himmel
I samme ånd fortsætter hotellet sin udvikling og udvider nu spauniverset med et nyt udendørs Thalasso Spa – et 60 kvadratmeter stort bassin, hvor gæsterne kan flyde vægtløse i varmt saltvand under åben himmel.
Det nye spaområde erstatter det tidligere indendørs bassin, som lukkes for at beskytte bygningens konstruktion mod saltdampe. Den samlede investering lyder på fire millioner kroner – et bevidst valg for at give hotellets omkring 60.000 årlige gæster endnu flere stressdæmpende oplevelser.
”Thalasso Spa er blandt vores mest populære faciliteter. Gæsterne søger ikke bare et kort pusterum, men en oplevelse, hvor de kan slippe tankerne og finde ro. I saltvandet oplever man en form for vægtløshed, der giver en dybere genopladning – et kvarter kan føles som flere timers søvn”, Flemming Jakobsen.
Forskning understøtter oplevelsen. En artikel i Scientific Reports (2024) konkluderer, at en times flydeterapi i saltvand reducerer træthed, spændinger og angst markant mere end hvile på en traditionel vandseng.
Wellness midt i naturen
Det nye udendørs spa bliver placeret midt i skoven omkring Vejlefjord, omgivet af marehalm, træer og glasvægge, der reflekterer lyset og bringer naturen tæt på gæsterne. Spaen bliver tilgængelig året rundt.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel på udendørs faciliteter. Mange vil helt tæt på naturen og mærke årstidernes skiften – fra forårets grønne blade til vinterens sne. Det varme saltvand kombineret med den kolde luft giver en sansemættet kontrast,” Flemming Jakobsen.
Millionudvidelse på vej
Det nye Thalasso Spa er blot første etape af en større udvidelse af spauniverset i 2025, hvor hotellet planlægger en investering på op mod 10 millioner kroner.
Det tidligere indendørs spaområde skal fremover rumme tre til fire nye oplevelseszoner, inspireret af internationale traditioner: Et varmt afslapningsrum, et klassisk tyrkisk dampbad og et lerbad med varme og damp.
”Vi realiserer en mangeårig drøm om at blive et af de få spahoteller med op mod 20 forskellige aktiviteter. Målet er at placere Hotel Vejlefjord i den europæiske superliga for spaoplevelser”, Flemming Jakobsen.
Med prisen som Jyllands bedste hotel og de nye investeringer i wellness og naturbaserede oplevelser står Hotel Vejlefjord stærkere end nogensinde i forhold til målet om at være et fyrtårn for dansk spa- og velværeturisme.
Hotel Vejlefjord er på vores liste over Danmarks bedste spahoteller – se mere om Hotel Vejlefjord.

