Der mangler ikke gode oplevelser i Svendborg. Byen ligger smukt ud til Det Sydfynske Øhav og byder bl.a. på gode spisesteder, spændende kunst- og kulturoplevelser og aktiviteter for hele familien.
Svendborg er overraskende alsidig – her er du aldrig langt fra den fantastiske natur med skov, strand og fjorde. Og så skal vi ikke glemme den nemme adgang til det smukke øhav, der er Danmark, når det er bedst.
Herunder kan du se vores forslag til hvad du skal lave i Svendborg – god fornøjelse!
1. Udforsk Svendborgs gamle bydel
Svendborgs gamle bymidte byder på historiske bygninger og charmerende brostensbelagte gader, der er flankeret af hyggelige caféer og restauranter.
Her kan du slentre rundt og opleve byens charme – husk at holde øje med alle de fine detaljer på husene og selvfølgelig skiltene, der fortæller om de ting, du går forbi.
2. Bliv klogere på naturen på Naturama
Naturama er et naturhistorisk museum, der har til formål at formidle viden om flora og fauna. Museet har en række udstillinger og er især kendt for sine mange udstoppede dyr og interaktive præsentationer.
Naturama har tilknyttet biologer og naturvejledere, der er dygtige til at formidle – et lærerigt og interessant sted for hele familien. Se Naturamas hjemmeside for åbningstider og hvad du kan opleve – især i skoleferierne er der særlige aktiviteter og arrangementer.
3. Bo på et af Danmarks bedste slots- og herregårdshoteller
Blot 10 km fra Svendborg kan du bo lækkert på det historiske Broholm Slot, der har været ejet af den samme familie i 13 generationer. Hotellet tilbyder bl.a. bar, have, terrasse og restaurant, der har fokus på lokale råvarer i sæson.
Du kan bo i suite, familieværelse eller dobbeltværelse med delt eller privat badeværelse. Parkering er gratis, og der er mulighed for at tilkøbe morgenmadsbuffet. Se billeder og priser på Broholm Slot.
4. Nyd en dejlig strandtur
Der er ikke langt fra Svendborg til nogle af områdets gode strande, hvor du kan få sol på kroppen eller snuppe en forfriskende dukkert. Tættest på byen ligger Christiansminde, der er en god sandstrand i gåafstand til bymidten.
Den bedste strand i nærheden af Svendborg er nok Smørmosen på Thurø, der ligger ca. 5 km fra centrum. Her er der tale om en rigtig skøn sandstrand med badebro. Her er også bl.a. minigolf og legeplads. Tjek de 5 baderåd her inden du hopper i bølgerne.
Vores valg til overnatning i Svendborg: Hotel Christiansminde
5. Tag en sejltur til Ærø
Svendborg fungerer som porten til Det Sydfynske Øhav, hvor Ærø nok er den mest kendte ø. Her kan du udforske de charmerende byer, nyde den smukke natur og besøge Ærøskøbing med de mange fine bindingsværkshuse.
Du kan lære om livet på øen på det gode Ærø Museum og blive klogere på søfartshistorien på Marstal Søfartsmuseum. Der er desuden mulighed for at besøge en lang række gallerier og få et smukt kig ud over øhavet fra toppen af Skjoldnæs Fyr.
Der er selvfølgelig mange andre ting du kan se og gøre på Ærø, hvor vi anbefaler at du tager et par overnatninger. Husk dog, at booke i rigtig god tid i højsæsonen. Du kan finde overnatning på Ærø her.
6. Forkæl dig selv – snup en dejlig miniferie
Er du typen, der godt kan lide at have det meste arrangeret hjemmefra, når du tager på ferie, så skal du booke et pakkeophold. Her har du udover overnatningen som regel også flere måltider og fordele inkluderet.
Du kan f.eks. se nærmere på Hotel Christiansminde, der ligger lige ud til Det Sydfynske Øhav i nem gåafstand til Svendborg. Her år du bl.a. morgenmadsbuffet og 2-retters menu inkluderet.
7. Besøg Danmarks Forsorgsmuseum
Det spændende Forsorgsmuseum ligger præcis, hvor der engang lå en fattiggård. Du får derfor en autentisk oplevelse på museet, hvor du kan lære mere om bl.a. fattiggårde, anstalter og børnehjem.
Museet fortæller historien om både ansatte og dem, der var anbragt. Du får et unikt indblik i en verden, som de færreste kender indefra. På museet er der udstillinger og historier med forskellige temaer. Se mere om Danmarks Forsorgsmuseum.
8. Oplev Egeskov Slot
Egeskov Slot er en af de bedst bevarede vandborge i Europa. Slottet blev bygget i 1554 af Frands Brockenhuus og er omgivet af en voldgrav. Det er kendt for sin unikke byggestil, der er et mix af stilarter fra middelalderen og renæssancen.
Egeskov Slot huser i dag et museum, der viser historien og kulturen i området, men har også forskellige temaudstillinger og events. Slottet og den omkringliggende park er et populært turistmål, hvor besøgende kan udforske slottet, gå i de smukke haver og besøge forskellige aktiviteter.
Læs mere om hvad du kan opleve på Egeskov Slots hjemmeside – vil du bo i nærheden af den populære turistattraktion, så kan du se mere i indlægget Overnatning ved Egeskov Slot. Der er ca. 16 km fra Svendborg til slottet.
9. Udfordr dig selv i Gorilla Park
Ca. 10 km fra Svendborg kan du udfordre dig selv i Gorilla Park, som har otte klatrebaner, der i alt har en længde på 2,7 km og ligger i 26 meters højde.
Klatreparkens personale sørger for grundig instruktion og vejledning om banerne, der findes i forskellige sværhedsgrader. Er du vild med adrenalinpumpede aktiviteter, så er Gorilla Park en af de oplevelser i Svendborg, du ikke må gå glip af.
10. Prøv et øhop i Det Sydfynske Øhav
Svendborg er en glimrende base for at opleve alt det området byder på, men hvorfor ikke prøve et øhop med overnatning undervejs? Det er ikke på alle øer, der er mulighed for at overnatte og det kræver lidt research at koordinere med færgetider.
Til gengæld kan du få unikke oplevelser i øhavet, hvor Drejø, Skarø og Hjortø ligger tættest på Svendborg, men der er andre muligheder fra Langeland i øst til Lyø i vest.
11. Hæng ud på hippe Frederiksø
Det gamle Svendborg Værft på den lille Frederiksø er i dag omdannet til et hipt område hvor kulturoplevelser møder maritimt erhverv.
For den besøgende er spillestedet Den Store Værftshal nok mest spændende, men du kan også besøge strandbaren og få en drink på kammerateriet. Husk også at tjekke Danmarks Museum for Lystsejlads.
12. Prøv glamping – det er superpopulært!
Glamping – glamourøs camping – er populært som aldrig før. Glamping handler om at bringe hotelværelsets luksus og komfort ud i den vilde natur. Du bor typisk i luksustelt, men glamping kan også være f.eks. luksusshelter, ombyggede beboelsesvogne og huse i trætoppene.
Ved Svendborg kan du prøve glamping hos Cozy Garden, der tilbyder luksustelte med skøn beliggenhed i en dejlig have ca. 6 km fra centrum. Her er bl.a. udekøkken og mulighed for at lave mad over bål.
13. Gå en tur ved Valdemars Slot
Det smukke Valdemars Slot fra 1600-tallet ligger på Tåsinge blot fem kilometer fra centrum af Svendborg. Her kan du udforske de historiske bygninger og smukke omgivelser ud til øhavet.
Du kan gå, cykle eller tage bilen over Svendborgsundbroen til Tåsinge, hvorfra du har en fantastisk udsigt over sundet og de omkringliggende øer.