Der er mange gode oplevelser i Viborg. Som en af Danmarks ældste byer er den gamle bydel omkring Domkirkekvarteret charmerende med hyggelige gader og fine huse.
Men der er mere at komme efter end spændende danmarkshistorie. Viborg ligger i de smukkeste omgivelser med masser af muligheder for naturoplevelser og aktiv ferie.
Du kan booke overnatning i byen eller bo i omegnen, hvis du prioriterer naturen højere end nærheden til cafeer, spisesteder og shopping.
Oplevelser i Viborg – det skal du se, gøre og lave
Vores forslag til, hvad du skal lave i Viborg er alsidige med aktiviteter og seværdigheder for både børn og voksne. Vi håber, du finder inspiration til din ferie uanset om du er til f.eks. smuk natur, aktiv ferie eller kunst, kultur og historie.
1. Oplev Viborg Domkirke
Den nuværende Viborg Domkirke er fra 1876, men der har ligget både kloster og tidligere kirker på stedet. Krypten er fra en af de tidligste kirker og ca. 900 år gammel.
Indvendig kan du se flere genstande fra middelalderen, men også glasmosaikker og freskoer udført af kunstneren Joakim Skovgaard. Den danske konge Erik Klipping blev i øvrigt begravet i Viborg Domkirke i 1286.
2. Tag en tur under jorden i Mønsted Kalkgruber
Kun 12 km vest for Viborg kan du besøge verdens største kalkgruber. Jo, den er god nok. Mønsted Kalkgruber er enorme og resultatet af en gammel mine udgravet med håndkraft.
Der er sandsynligvis 60 km gange i kalkgruben, men kun fire er åbne for offentligheden. Du kan selv udforske kalkgruben eller tage med en rundvisning.
I weekends og på helligdage er der guider, som kan fortælle mere om det spændende og historiske sted. Der er bl.a. café og legeplads på området. Mønsted Kalkgruber er lukket i vinterhalvåret.
3. Besøg De Fem Halder
Ved Hald Sø, ca. 7 km syd for Viborg, kan du i det naturskønne område ved søerne besøge De Fem Halder. Navnet dækker over et historisk område, der går helt tilbage til middelalderen.
Begynd dit besøg i Haldladen, der har en mindre udstilling og information om hvad du kan se på området. F.eks. Hald Slot, den ufærdige borg Gammel Hald og flere herregårde.
De Fem Halder er et spændende indblik i historien, der bl.a. involverer konger, adelsfolk og herremænd. Se mere om De Fem Halder, der også har rundvisninger og flere aktiviteter for børn.
4. Nyd den smukke natur ved Dollerup Bakker
Ved den sydlige del af den dybe Hald Sø, ca. 10 km fra Viborg, ligger det naturskønne Dollerup Bakker, der blev dannet under sidste istid.
Området indbyder til gode gåture, men du kan også bade i søen og snuppe en is i ishuset. Kombiner eventuelt med De Fem Halder, der ligger tæt på.
Vores valg til overnatning i Viborg: Skuespiller Centralen
5. Bo godt i Viborg
Du skal selvfølgelig bo godt, når du besøger Viborg. Et af de bedste overnatningssteder i centrum er Skuespiller Centralen, der har flere forskellige værelsestyper, hvoraf nogle har tekøkken.
Ønsker du at bo lidt udenfor byen, kan du se nærmere på det anmelderroste Holmsminde, der har suiter og værelser med plads til fire personer. Også her er der mulighed for at få eget køkken.
6. Gå med vægterne
I Viborgs hyggelige gader kan du møde vægterne. Juni, juli og december går de hver fredag kl. 20, hvor du på en tur rundt i byen kan lytte til historier og anekdoter. Der er også mulighed for at booke private rundvisninger. Se mere om vægterne her.
7. Bliv klogere på jernalderen i Hvolris Jernalder
På stedet, hvor der engang lå en jernalderlandsby, kan du selv tage en tur tilbage i tiden for at lære mere om livet i Danmark for 6000 år siden. Hvolris Jernalder er et rigtig god sted at besøge for både børn og voksne
Her har man genskabt en jernalderlandsby med tilhørende arkæologisk museum, men der er også en række aktiviteter for de mindste i skoleferierne. Stedet har også flere dyr, og der er mulighed for at holde jernalderferie.
Skal hele familien lave noget sammen, så er Hvolris Jernalder nok en af de bedste oplevelser i Viborg. Her er noget for alle!
8. Snup en sejltur på Viborgsøerne
Viborg ligger smukt ud til Søndersø og Nørresø, hvor turbåden Margrethe l kan tage dig med på sejltur. Der sejles fra maj til september – se tidspunkterne lige her.
9. Tjek programmet i Tinghallen
I Viborgs centrum ligger Tinghallen, der byder på et bredt udvalg af kulturarrangementer. F.eks. stand-up, foredrag, aktiviteter for børn og koncerter med kendte kunstnere.
Måske er der også et arrangement for dig under dit besøg i Viborg – tjek programmet her, hvor du også kan købe billet online.
10. Gå ad Hærvejen
Er du til aktiv ferie vil en tur på Hærvejen måske være noget for dig. Hærvejen er en historisk handels- og pilgrimsrute ned gennem Jylland, der bl.a. kommer forbi Viborg.
Du kan gå ad ruten både nord og syd for byen og bo i shelter eller på vandrehjem undervejs. Se et digitalt kort over Hærvejen her.
11. Se flot kunst i Viborg Kunsthal
I pragtfulde bygninger tæt på søerne ligger Viborg Kunsthal, hvor du kan se samtidskunst af både danske og internationale kunstnere. Udstillingerne skifter, og hvad der sker under dit besøg i Viborg, kan du se på museets hjemmeside.
12. Oplev byen med Viborgtoget
En god måde at se det bedste af Viborg og lære mere om byen er at tage en tur med det lille turisttog. Der er afgang fra Hjultorvet, og herfra går tuen rundt i byen, hvor du undervejs får rigtig god information om Viborg og den tilhørende historie. Toget kører kun i sommerferien.
13. Spil en runde golf
I Viborg Golfklub er gæster velkommen. Her kan du udfordre dig selv på den imponerende 27- hullers bane, der ligger naturskønt i et afvekslende terræn.
Både nybegyndere og erfarne golfspillere vil uden tvivl finde banen spændende. Du kan se mere om golfklubben og hvordan du får adgang som gæst lige her.