Der er flere gode oplevelser i Hillerød, som er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det er da også den royale tilstedeværelse, der præger en stor del af seværdighederne i Hillerød og omegn.
Byen har en del cafeer og restauranter, men kun få overnatningssteder. Her gør du klogt i at booke i godt tid, hvis du vil bo centralt i Hillerød.
Oplevelser i Hillerød – det skal du se, gøre og lave
Vores forslag til, hvad du skal lave i Hillerød er alsidige med aktiviteter og seværdigheder for både børn og voksne. Vi håber, du finder inspiration til din ferie uanset om du er til f.eks. smuk natur, aktiv ferie eller kunst, kultur og historie.
1. Besøg imponerende Frederiksborg Slot
Frederiksborg Slot centralt i Hillerød er i sig selv imponerende, men indeholder også Det Nationalhistoriske Museum og Danmarks største portrætsamling.
Det første slot på stedet blev grundlagt i 1560 af Frederik 2., men det erstattede Christian 4. med et nyt slot i begyndelsen af 1600-tallet. En stor brand i 1859 medførte store ødelæggelser.
Dele af Frederiksborg Slot overlevede dog branden – bl.a. den enestående slotskirke, der er en af Danmarks smukkeste. Slottet blev opført på ny ved hjælp af midler fra bl.a. brygger J.C. Jakobsen.
Det store nationalhistoriske museum og portrætsamlingen fylder flere etager på slottet. I de smukke rum og sale kan du blive klogere på danmarkshistorien og se bl.a. malerier, møbler og en lang række genstande.
Museet har også skiftende udstillinger, der kan være alle former for kunst – nyt som gammelt. Med app’en Smartify kan du høre museets audioguide og scanne f.eks. malerier for at høre mere om værket.
Frederiksborg Slot er absolut en af de oplevelser i Hillerød, du skal prioritere – et fantastisk sted, hvor du kan bruge mange timer.
2. Gå ad de gamle stier i Parforcejagtlandskabet
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er på UNESCOs verdensarvliste. Du kan opleve Christian 5.s tidligere jagtområde i Store Dyrehave umiddelbart sydøst for byen og i Gribskov nord for.
Engang var de to områder sammenhængende, men er i dag delt af bl.a. byen Hillerød og flere store veje. Når du går i parforcelandskabet ligner det “bare” en almindelig skov, men når du ser området oppefra og læser lidt om historien begynder det at give mening.
I midten af jagtområdet finder du kongestjernen, og herfra udgår en række snorlige veje. De gjorde det muligt for kongen at nå frem til jægerne og deres hunde, der havde bidt sig fast i byttet (en kronhjort). Herefter kunne den enevældige konge slå dyret ihjel med en såkaldt hirschfænger.
Vores valg til overnatning i Hillerød: Zleep Hotel
3. Bliv klogere på Hillerød på Hillerød Bymuseum
I udkanten af Frederiksborg Slotshave kan du besøge Hillerød Bymuseum for at lære mere om byens historie fra middelalderen til i dag. Der er bl.a. en lang række gamle genstande, der nok skal give et smil på læben.
I bygningen ligger også Grafisk Museum, hvor du i kælderen kan se ældre tryk- og sættemaskiner. Se mere om Hillerød Bymuseum.
4. Sejl en tur på slotssøen
“Danmarks smukkeste sømil” kalder foreningen bag den lille færge selv turen på slotssøen. Du kan gå ombord flere steder rundt om søen, men mest centralt ligger Hillerød Torv, hvorfra der sejles hver hele og halve time. Turen varer ca. 30 minutter.
5. Bo godt i Hillerød
Hillerød har kun få overnatningssteder. Har du ikke lyst til camping, så anbefaler vi det spritnye Zleep Hotel, der ligger centralt og lige ved siden af Frederiksborg Slot.
Alternativerne er Pharmakon og Best Western, hvorfra der er ca. 10 minutters gang til centrum. Du kan selvfølgelig også booke overnatning andre steder i Nordsjælland, hvor du finder alt fra vandrehjem og bed & breakfast til lækker luksus.
6. Nyd den smukke natur omkring Fredensborg Slot
Et af Danmarks mest kendte slotte er uden tvivl Fredensborg Slot, der ligger ca. 10 km nord for Hillerød. Der er ikke adgang til selve slottet, der er kendt som kongefamiliens sommerresidens, men du kan nyde den smukke barokhave.
7. Besøg det spændende Esrum Kloster
Det spændende Esrum Kloster ligger ca. 17 km nord for Hillerød. Klostret blev opført af cisterciensermunke i 1151, men mange af bygningerne revet ned efter reformationen i 1536.
Der er dog noget tilbage af Esrum Kloster – en af bygningerne blev bevaret som jagtslot for Frederik 2. Her er der i dag indrettet museum med faste og skiftende udstillinger, hvor du bl.a. kan lære mere om livet lige præcis her dengang munkene residerede.
Der er en fin have tilknyttet klostret, men du kan også besøge den tilhørende Møllegård, hvor der er shop og café. Læs mere om Esrum Kloster, der har gode parkeringsmuligheder.
8. Se kunst på Kunsthuset Annaborg
Et stenkast fra slottet kan du tjekke udstillingen på Kunsthuset Annaborg. I det fine nyklassicistiske hus fra 1780’erne byder den lokale kunstforening på skiftende udstillinger med dansk og international nutidskunst. Der er gratis adgang.
9. Lær om krudt og kugler på Krudtværksmuseet i Frederiksværk
Ca. 19 km vest for Hillerød kan du besøge Frederiksværk, der i en lang årrække havde en omfattende produktion af krudt, kugler og våben.
På Krudtværksmuseet kan du lære mere om fremstilling af krudt, der ikke var helt ufarligt. Rundt om i byen er der mange andre historiske bygninger, der har været en del af den store produktion af våben. Download app’en Useeum, der indeholder en audioguide til en byvandring i Frederiksværk.
Frederiksværks vigtige rolle i historien har givet byen en plads på listen over 25 industriminder i Danmark, ligesom den er en del af European Route of Industrial Heritage over vigtig industriel kulturarv i Europa.
10. Deltag i et arrangement i Royal Stage
Koncerter, musicals, stand-up, markeder, messer og meget meget mere. I Royal Stage sker der næsten altid noget – måske også under dit besøg. Den store arena ligger ca. 10 minutters gang fra bymidten og har et omfattende program – se mere her.
11. Spis lækker mad på Rababergaarden og Restaurant Teddy
Hillerød har to rigtig gode restauranter, der er et besøg værd. Måske kender du Rabarbergaarden fra Vejby, der nu også er rykket ind på Frederiksborg Slot. Rabarbergaarden er kendt for økologi, bæredygtighed og lækker mad lavet af lokale råvarer. Fem stjerner i Politiken siger vel det hele!
Den anden restaurant du skal prøve i Hillerød er Teddy. Her kan du bl.a. bestille en lækker social dining menu, men også vælge á la carte fra det spændende menukort.
12. Spil en runde golf
I Hillerød Golfklub er gæster velkommen. Her kan du udfordre dig selv på den imponerende bane, der ligger naturskønt og som netop er omlagt pga. byggeriet af det nye supersygehus udenfor Hillerød.
Både nybegyndere og erfarne golfspillere vil uden tvivl finde banen spændende. Du kan se mere om golfklubben og hvordan du får adgang som gæst lige her.